BØRNEKØNSSKIFTE: HVAD FÅR DANSKE BØRN OG DERES FORÆLDRE AT VIDE AF SEXOLOGISK KLINIK?

Klik på billedet ovenfor for at læse den amerikanske artikel.

AMERIKANSK KØNSSKIFTEKLINIK KENDTE TIL DØDELIGE BIVIRKNINGER OG RISICI FOR PERMANENT SKADE SOM FØLGE AF KØNSSKIFTE-MEDICIN GIVET TIL BØRN

Klinikken, der henhører under University of Utah-hospitalet, indrømmer nu, at når biologiske mænd tager østrogen, kan det "forårsage nogle permanente" ændringer i kroppen, herunder brystvækst og opremsning af flere "variable" varige ændringer, der forbliver ukendte. På trods af ikke at kende reversibiliteten af ​​disse lægemidler - fortsætter denne kønsklinik i Utah med at behandle med dem. Det samme gør Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

Klinikken indrømmer:

"Risikoen ved feminiserende behandling" (medicinsk ‘kønsskifte’ fra dreng til pige, red.) er langvarig - herunder "forhøjet blodtryk, blodpropper, hjertesygdomme, diabetes, lever- og nyresygdomme, ikke-cancerøse tumorer i hypofysen, galdesten, brystkræft, hovedpine og migræne, og tab af fertilitet." Derudover inkluderer risiciene "irreversibel brystvækst"

- på trods af at transaktivister aggressivt længe har hævet, at disse behandlinger er reversible.

De mindreårige drenge skal underskrive en samtykkeformular, der kræver, at de anerkender forstyrrende ændringer i kroppen, herunder potentielle permanente svind af testikler og sæd, der fører til infertilitet. Disse børn vil ikke selv kunne få børn.De mindreårige drenge skal også erkende, at risikoen for at tage østrogen kan resultere i hjerteanfald, lungeemboli og slagtilfælde, der fører til døden.

Når det kommer til "maskuliniserende behandling" (medicinsk ‘kønsskifte’ fra pige til dreng, red.), advares de mindreårige piger om de permanente bivirkninger ved at tage testosteron som en biologisk kvinde, herunder "tab af hovedhår, dybere stemme, ansigts- og kropshårvækst og klitorisforstørrelse." 

Klinikken anerkender, at brugen af ​​testosteron til "kønsbekræftende hormonbehandling" ikke er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, og at brugen heraf øger risikoen for:

"højt kolesteroltal, øget antal røde blodlegemer, hjertesygdomme, diabetes, leversygdomme, hovedpine og migræne , følelsesmæssige ændringer og tab af fertilitet."

Klinikken anerkender også alvorlige risici ved at tage "GnRH-agonister" - populært kaldet pubertetsblokkere - som fx nedsat knogletæthed og endda hjerneudvikling, og udtaler "vi har ingen data om, hvordan det midlertidige fravær af kønshormoner kan påvirke hjernens udvikling." 

På trods af dette opfordrer klinikken alligevel til brug af ​​pubertetsblokkere for at forhindre "at udvikle uønskede fysiske ændringer, som senere kan kræve en operation at korrigere for."

Klinikken hævder imidlertid i ‘ofte stillede spørgsmål’-sektionen af ​​samtykkeerklæringen, at virkningerne af pubertetsblokkere er "fuldstændig reversible, og der er ingen langsigtet effekt på fertiliteten relateret til blokkerne, efter at blokkerne er stoppet." Alligevel indrømmer de, at de ikke har nogen data om hjernens udvikling. Sandheden i sagen er, at disse stoffer bliver brugt eksperimentelt og kan forårsage tab i fertilitet.

Se mere her: https://www.danskregnbueraad.dk/nyt/ny-bog-lost-in-trans-nation 

Disse nye dokumenter gør det klart, at behandlingen ER et eksperiment, der udføres på børn - også herhjemme. Men hvad siger Sexologisk Klinik til ovenstående? Og præcis hvad er forældre og børn blevet oplyst om forud for behandlingen af børnene siden den blev indført i 2015?

Det vil Dansk Regnbueråd nu finde ud af - du hører noget, så snart vi får svar.

View fullsize

Dansk Regnbueråds anmodning om aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen.

---

1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

   Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.

   Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

4. Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej i den forbindelse venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.

UD MED ULF - ENHEDSLISTEN VIL EKSKLUDERE DEN BIOLOGISKE VIRKELIGHED

Klik ovenfor for at læse indslaget fra TV2 Østjylland.

Ulf Baldrian Kudsk Harbo, kommunalbestyrelsesmedlem fra Norddjurs, er den eneste i Enhedslisten, der i dag kæmper mod identitetspolitikkens kønsekstremisme. Det har udløst had og foragt for ham blandt partiets kønsrabiate medlemmer og partitoppen, der nu har indstillet Ulf til eksklusion fra partiet. Det fortæller Ulf selv om på sin facebookprofil.

Hvad er det så Ulf mener, der er så forfærdeligt? Det er i hovedtræk, at der kun findes to køn, at børn ikke skal kunne 'skifte køn' med stop- og krydshormoner samt at biologisk køn er en realitet, der skal respekteres bl.a. for at sikre børns kønslige og mentale trivsel samt biologiske kvinders rettigheder og sikkerhed.

Med andre ord: Sund fornuft.

Men sund fornuft må man ikke tale i Enhedslisten - heller ikke under dens nye leder, Pelle Dragsted, åbenbart. Så Ulf må ud. Han har ellers brugt hele sit politiske liv på at kæmpe for syge og sårbare borgeres rettigheder - men det må han nu, som også vores bestyrelsesmedlem Hanne, der tidligere stemte Enhedslisten, gøre uden for partiets kønsideologiske vanvidsomklamring.

Tidligere i år tog Dansk Regnbueråds nye formand, Jesper W. Rasmussen, til Norddjurs for at tale med Ulf Harbo om hans holdninger, og om, hvad der pludselig åbnede hans øjne i forhold til kønsekstremismen i hans eget parti. Den samtale kan du (gen)høre her:

Dansk Regnbueråds daværende næstformand (nu formand), Jesper W. Rasmussen, med Ulf Harbo efter podcastoptagelsen.

View fullsize

Læs også Katrine Brøggers koncise analyse af sagen om Ulf Harbo set i et venstrefløjshistorisk perspektiv ved at klikke på billedet til venstre eller læs det på hendes profil her.

Dansk Regnbueråd bakker 100% og aktivt op om Ulf Harbos modige og stædige kamp - for den er også vores kamp.

Hvad end du har brug for, Ulf, så er vi der. Det ved du 💪🏼❤️

// Dansk Regnbueråd

DANSK REGNBUERÅD FÅR NY FORMAND

København, 13. september 2023.

Siden vi startede Dansk Regnbueråd har Marcus Dib Jensen stået i spidsen for foreningen og talt ind i den vigtige transproblematik med stor, levet autoritet som transperson. 

Der er i den sidste tid opstået uenighed mellem formanden og bestyrelsen om, hvilke emner Dansk Regnbueråd, udover transproblematikken, kan og skal involvere sig i. Senest har vi debatteret, hvorvidt foreningen skal have en holdning til Regeringens bebudede ændring af Straffeloven: Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund. 

Et stort flertal i bestyrelsen er af den opfattelse, at Dansk Regnbueråd både kan og skal indtage en holdning til den foreslåede lovgivning, da den af bestyrelsesflertallet opfattes som en voldsom ytringsfrihedsbegrænsning - ikke mindst af muligheden for at seksuelt minoriserede personer frit kan udøve magtkritik over for alle former for religiøs undertrykkelse og fornedrelse ved brug af fysiske handlinger rettet mod religiøse symboler. Marcus er uenig i denne position, og har derfor valgt at trække sig, hvilket bestyrelsen med beklagelse accepterer. 

Dansk Regnbueråds næstformand, Jesper W. Rasmussen, overtager fra i dag formandsposten efter Marcus Dib Jensen. Jesper har siden starten været tæt involveret i udformningen og kommunikationen af vores politik og mediestrategi samt koordineret indsatsen på vores sociale medier, skrevet vores taler, produceret vores videoer og drevet vores hjemmeside.

Vi byder Jesper velkommen til hvervet, hvis mangesidede opgaver og spændende udfordringer han, som det fremgår, allerede kender rigtig godt og har løst siden, vi startede foreningen.

Foreningen vil gerne sige Marcus Dib Jensen en stor tak for at have tegnet Dansk Regnbueråd så skarpt og tydeligt i de 15 måneder, vi har eksisteret. Vi kunne ikke have lanceret og etableret os så stærkt uden Marcus i spidsen, og vi ser frem til et videre samarbejde under nye former.

Vi vil opmærksomt følge Marcus’ arbejde på hans voksende YouTube-kanal The Offensive Tranny. I den tid, der er gået siden vi startede, har Marcus fokuseret på at etablere sig som YouTuber, og med over 110.000 følgere er Marcus lykkedes med at blive en stærk og anerkendt international stemme i transdebatten. Vi ønsker ham fortsat succes på de sociale medier.

Hanne Hjort, som blev valgt ind i bestyrelsen på vores nyligt afholdte generalforsamling, overtager som foreningens kasserer efter Ketil Rasmussen, der af samme årsag som Marcus, har ønsket at udtræde af bestyrelsesarbejdet. En stor tak skal lyde til Ketil, der har fået sat struktur på administrationen af vores stadig ret nye forening.

I forbindelse med overtagelsen af formandskabet udtaler Jesper W. Rasmussen:

“Jeg ser frem til at fortsætte mit arbejde i Dansk Regnbueråd, nu som formand. Foreningen vil i den kommende tid have øget fokus på bl.a. lesbiskes rettigheder og trivsel. L’et i LGBT bliver ofte negligeret af queer-bevægelsen, og på mange måder er det lesbiskes rettigheder, der er mest under pres som følge af den woke dagsorden. LGBT+ Danmark kalder det fx transfobisk, når lesbiske kvinder fastslår, at de udelukkende ønsker at indgå i romantiske og seksuelle relationer med andre biologiske kvinder. 

Vi synes også det er på tide at sætte spotlight på de udfordringer, der kan være for ældre LGBT-personer, hvilket er en underbelyst problematik, og bringe de sunde regnbuefællesskaber, der heldigvis også eksisterer i Danmark, i fokus.  

Derudover fortsætter vi kampen for at nå vores p.t. primære politiske mål: At få stoppet børnekønsskifte i Danmark. Det er en opgave, vi er 80% i mål med, men den absolut værste del af behandlingen, nemlig stop-hormonerne, der gives til de alleryngste børn, udføres stadig. Det skal stoppes fuldstændig - og det vil blive stoppet. Dansk Regnbueråd er involveret bl.a. som høringspart i Sundhedsstyrelsens arbejde med at revideres vejledningen for det eksisterende behandlingstilbud, såvel som på andre niveauer i problematikken. 

Dansk Regnbueråd er også meget optaget af at få afideologiseret og forbedret seksualundervisningen i Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Også det arbejde vil vi fortælle mere om i det kommende år. Vi er som forening desuden i konkrete overvejelser om at slutte os til en voksende fællesnordisk LGBT-aktivistisk indsats, der generelt skal styrke kampen mod identitetspolitikkens (i daglig tale ofte kaldet ‘wokeness’) videre indtog i undervisning, sundhedspleje, medier, lands- og kommunalpolitik m.v. Det er en indsats, der vokser i styrke, beslutsomhed og forankring i disse måneder, hvilket er opmuntrende at bevidne.

En stor, personlig tak skal afslutningsvis lyde fra mig til vores afgående formand, Marcus Dib Jensen. Jeg har været rigtig glad for samarbejdet, og vil ønske Marcus alt muligt held, lykke og styrke i hans videre kamp for at banke fornuft ind i en transsag, der på verdensplan, såvel som herhjemme, er kørt helt og aldeles af sporet.” 

Spørgsmål kan rettes til Jesper W. Rasmussen på jesper@danskregbueraad.dk.

Derudover henviser vi til vores hjemmeside www.danskregnbueraad.dk for oplysninger om foreningen samt aktuelle updates om vores arbejde og regnbuesagen. Følg os også gerne på Facebook og Twitter.

Med venlig hilsen 

Dansk Regnbueråd

Daværende næstformand Jesper W. Rasmussen og nyligt afgåede formand Marcus Dib Jensen efter en spændende dag med møder på Christiansborg, efterår 2022. Jesper W. Rasmussen overtog i september 2023 formandsposten i Dansk Regnbueråd.

DRR I "BLÅT BÆLTE": PRIDEN ER FULDSTÆNDIG AFSPORET - IKKE LÆNGERE ‘FIT FOR PURPOSE’

KLIK på billedet for at lytte podcasten.

DANMARKS TOP SVARER PÅ KOMPLICEREDE SPØRGSMÅL

Ekstrabladets Frej Kofoed havde trukket Pride-tjansen med at hive svar ned fra øverste folketingshylde på nogle (åbenbart) utroligt komplicerede spørgsmål. Det får journalisten meget lidt konkret ud af - men til gengæld mange gode grin. Tak for dem. Fine holiday fun for the bonus-hole family. Som man siger.

SØREN PIND TIL FORÆLDRENE: LAD VÆRE MED AT MISBRUGE BØRN I IDEOLOGIENS NAVN

"Vi, der voksede op i 70erne genkender nutidens katastrofetænkning og familieopbrud og placering af børnene centralt i samfundskampen."

Klik på billedet ovenfor for at læse hele kommentaren i Berlingske (bag betalingsmur)

[...] "Når man derfor ser, at børn nu skal tages til indtægt for hele kønsdiskussionen, kommer kvalmen tilbage. Jeg har ellers en instinktiv sympati for netop de forældre, der er tale om her. I Italien fratages de rettigheder, der er en stærk opinion i forhold til denne minoritet, og selv kan jeg ikke forestille mig noget værre end frygten for at miste sine børn. Så tro mig – jeg forstår godt angsten og bekymringen. Og lysten til at bekæmpe det.

Men det skal man ikke bruge sine børn til. Ikke under nogen omstændigheder. Og bliver man ved, vil man risikere at få en voldsom folkelig reaktion, der blæser den forståelse bort, der ellers er i det danske samfund.

Regeringen bør tage bestik af det, der foregik i VKR-tiden. For den har en, og alene en, opgave – at transformere den danske velfærdsstat til et velfærdssamfund. Det, der tydeligst kan bringe denne regering til falds, er, hvis den på linje med VKR dumt og dorskt begynder at hævde moderniteten på børnenes bekostning.

Det er, om jeg så må sige, identitetspolitikkens dieselafgifter. Gule veste og det, der er værre.

Et fællesskab og et samfunds fineste opgave er at beskytte og vogte børnene mod overgreb og misbrug. At sætte grænser, der sikrer, at børnene med deres forældre kan finde vejen til voksentilværelsen uden eksistentielle traumer eller skader til følge.

Til forældre er der kun et råd i denne sammenhæng: Lad være med at misbruge børn i ideologiens navn. Hold op med at bilde dem ind, at det hele ikke nytter og at verden er håbløs. Kæmp jeres kamp – og giv børnene håb.

Til politikerne og særligt regeringen: Lad være med at skeje ud på det identitetspolitiske. Vi har prøvet det en gang før. Hold fast i, at myndige beslutninger træffes af myndige mennesker. Og at uanset hvad folk føler, så er videnskaben utvetydigt sådan, at der er to køn. Hvad man så i øvrigt stiller op med det, må være noget, voksne mennesker selv tager stilling til, den dag de bliver netop det: Voksne.

Den, der bekæmper videnskaben, taber altid til sidst."

Søren Pind er fhv. folketingsmedlem for Venstre, fhv. minister, bestyrelsesformand samt formand for medieansvarsudvalget

ANMELDELSE: COPENHAGEN PRIDE 2023

COPENHAGEN PRIDE 2023 (spillefilm, Danmark, 2023, 730 t. 28 min.) ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

View fullsize

Som med alle fortsættelser til et populært underholdningsfranchise, sætter man sig altid ned i sædet med lige dele popkøn, forventning og skepsis - for hvordan skal de dog kunne toppe sidste års instalment? Men igen i år lykkes det instruktør Lars Oksan-Henriksen at spinne en fortælling så rig på absurditeter, spænding, løgn, bedrag og rendyrket komik, at man går fra oplevelsen gispende efter mere.

I en verden hvor dansk LGBT-accept og danske regnbuerettigheder forlængst er i hus, tager Lars Oksan-Henriksen os med ind i en dystopisk parallelverden, hvor vores rettigheder er non-eksisterende som levede vi i et oppressivt, totalitært, neoreligiøst dikatur - blot er det hele pakket ind i en alt for genkendelig dansk verden, som er sovset ind i manipulerende buzz-begreber som ‘tolerance’, ‘godhed’ og ‘be kind’. Genialt.

Genkendeligheden bidrager til, at de totalitære trådene trækkes subtilt og næsten umærkeligt, og Oksan-Henriksen gør det, han er en mester i: Han viser os hvor villige mennesker er til at smide al hæderlighed og empati over bord for en ideologi, der lover accept og frelse, men udmøntes som en i stigende grad tilgivelsesforladt religion. Henriksens Danmark er i filmen indsunket til et 'gudløst' samfund, hvor sjæle-udhulede, åndsforladte mennesker higer efter mening, forståelse og retning i en verden, hvor al erfaring er nulstillet gennem toksificering af vores fælles fortid. Fortiden og det samfund vi har bygget og høstet kulturdefinerende erfaringer fra skal kuldkastes, for at en helt ny virkelighed kan etableres. Det er blændende godt fortalt, fordi det virker skræmmende sandsynligt, at noget sådant *kunne* ske.

COPENHAGEN PRIDE 2023 skildrer en gruppe menneskers desperate jagt på den regnbue ingen kan røre ved, men alle efterstræber og loves en del af af i et besnærende, ideologisk funderet diktatur, som nådesløst går efter de mest sårbare børn, påvirkelige unge og følgagtige voksne. Det er en kultur, der (i lighed med andre kulturer gennem verdenshistorien) har barnet som fetich og bruger det som offergave til en religion, der i filmen kaldes ‘woke’. Offerritualet er et såkaldt kønsskfite, hvor børn og helt unge med medicin og kirurgi laves om fra drenge til piger og omvendt.

‘Børnekønsskifte’ kan ved første øjekast måske virke som en usandsynlig manuskriptgimmick, når det formuleres som i det foregående, men Lars Oksan-Henriksen lykkes med at sandsynliggøre, at en sådan perversion *kunne* finde sted - selv i vores moderne, oplyste, empatiske, efterkrigsverden. Det gør han, fordi han lader de skændige handlinger få deres egen logik i det univers, der langsomt udfoldes i filmen. Man køber det fuldstændig til sidst. Billederne af de rituelt regnbuemalede religiøse følgere, der marcherer i filmens eponyme, hedonistiske optog og deres øjenopspilede tilbedelse af filmens hovedperson, kultlederen Lars, er nogle af de mest kraftfulde billeder dansk film har bragt os til dato. Intet mindre.

Frem for alt er det dog woke-religionens ultimative ofre, de medicinsk vansirede børn og kirurgisk ødelagte unge - med deres afskårne bryster og centimeterdybe ar, der er følgen af de.kunstige penisser, lavet af tykke lunser væv taget fra de unges arme og lår - som ikke vil forlade nethinden, når filmen slutter. Disse billeder og den ufattelige lidelse og uerkendte samfundsskam de repræsenterer, sidder stadig dybt i denne anmelder. Særlig scenen, hvor religionens børn bæres frem i front i den store, postmoderne offerparade, er nærmest ubærlige at bivåne, endsige genkalde sig.

Instruktør Lars Oksan-Henriksen er modnet kolossalt som historiefortæller, og udruller sin dystopi med lige dele maveknugende forfærdelse og ind-fra-højre-komik. Selv spiller han rollen som den koleriske, magtbesatte, forførende, religiøse leder Lars, der på Komiske Ali-vis benægter sandheden, lyver, manipulerer, smisker og prostrerer sig selv for at holde fast i sin indflydelse sammen med hustruen Susanne (spillet af en Susanne Branner-Jespersen i sit livs rolle).

Deres er et obskønt, kønsløst ægteskab - men hvad det mangler i romantisk passion, svømmer det over med i parrets fælles umættelighed efter magt og indflydelse over det samfund, deres religion i løbet af filmen lykkes med at inficere fuldstændigt. Det er en fascinerede dynamik, der levendeggøres med skræmmende realisme såvel som øjeblikke af overraskende ømhed. Det er svært at forestille sig, at de to præstationer ikke vil blive belønnet, når årets filmpriser skal uddeles.

Alt er imidlertid ikke mavekrampende modbydeligt i COPENHAGEN PRIDE 2023, for Oksan-Henriksen formår med sin skæve, absurde humor også at få grinet frem. Scenerne hvor landets førende politikere er blevet gjort så bange for for at træde i den totalitære woke-spinat, og derfor ikke kan svare på hvor mange køn der er, eller hvad en kvinde er, eller om mænd kan føde børn og om kvinder kan have en penis, er øjeblikke, der i enhver anden instruktørs hånd kunne være faldet plat på gulvet - men ikke her. Det er på en gang grinagtigt, pinagtigt og beskæmmende - for i filmens kontekst føles det virkeligt. Man tror på det. Man køber det totale politiske fornuftsfald. Og man tænker: Kunne det virkelig ske i virkeligheden?

Særlig statsministeren, spillet af spillefilmsdebutterende Mette Frederiksen (hende kommer vi til at se meget mere til, kan denne anmelder godt love), er en fascinerende figur, fordi hun forsøger at træde en smal sti gennem et samfund, hun formelt set leder, men har tabt forståelsen og dermed de facto lederskabet af. Statsministeren er (i sagens natur) et magtmenneske, men hun er også et fornuftsvæsen, en politisk agil realist, der i løbet af filmen dog mister grebet om både fornuft og realisme, fordi hun begår den kæmpe fejl ikke at sige fra over for den dybt depraverede samfundsforførelse og i stedet spiller ind i den, fordi det er politisk opportunt. Det er en meget stor præstation, særlig fordi Mette Frederiksen glimtvis formår at lade os se hendes tvivl titte ud mellem sprækkerne i den barske, kontrollerede og udadtil folkemoderlige facade - men da hun opdager, hvad hun har ladet ske, er det for sent … eller er det? Ingen spoilers herfra.

Den teknokratiske, holdningsudsultede, vil-gøre-alt-for-at-blive-ved-magten udenrigsminister, spillet af Lars Løkke Rasmussen, er et karakterstudie, der igen bekræfter at Rasmussen er en af Danmarks bedste skuespillere. Den politisk trætte, vrisne sundhedsminister, spillet af skønne Sophie Løhde, leverer en tragikomisk præstation, som falder sømløst ind i den politiske dystopi, der udrulles i filmen, og giver den yderligere tyngde.

Dansk film har kæmpet med at finde sine fødder efter 90’ernes Dogme-succeser, men det er storytellers som Lars Oksan-Henriksen og hans superligahold af kreative kollaboratører, der giver håb om at vi er tilbage på sporet.

COPENHAGEN PRIDE 2023 står tilbage som en skytung advarsel om, hvad der sker med et samfund, som vender sin fortid ryggen og mister sit etiske kompas bla. som følge af postmoderne ‘gudløshed’. Det åbner en flanke så en besnærende ideologi, i filmen kaldet ‘Wokeness’, kan lokke et sjæleligt udsultet, demokratisk dovent folk og dets ditto politikere ind i et spind af noget, der på overfladen og i begyndelsen ligner tolerance og inklusion. Senere manifesterer letkøbte slogans som 'be kind' sig imidlertid som dele af et umenneskeligt mareridt, hvor ingen længere tør tænke selvstændigt og ingen tør sige fra over for ideologien.

Ja, det er set før - men ikke i en dansk kontekst. Som Lars Henriksens kultleder siger det hen mod slutningen af filmen:

"Vi fik dem ind i folden med 'be kind'. Vi beholder dem i folden med 'be kind' - or we will hurt you until you're 'kind'".

Replikken giver stadig denne anmelder koldrislinger ned ad ryggen, så godt, koldt og kynisk leveres den på figurens nasale nordjyske. Det er stor, stor skuespilkunst.

Resultatet af den følgagtige, frygtsomme overgivelse på tværs af alle samfundslag og samfundsinstitutioner fører til et Danmark som på en gang er dybt fremmed, væmmeligt genkendeligt og rystende sandsynligt, sådan som det bredes ud i Lars Oksam-Henriksens mesterlige film.

Jesper Waldvogel Rasmussen

---

Om du er LGBT eller ej, er du meget velkommen til at støtte vores arbejde her: danskregnbueraad.dk/medlem

VIRAL VIDEO: MARCUS TALER REN FORNUFT I EKSTRABLADET

Videoen ovenfor gik viralt på sociale medier under Priden 2023. Fornuft smitter.

BEDSTE & BARSKESTE WOKE-DEBAT TIL DATO: TRE SOCIALDEMOKRATER KRYDSEDE KLINGER

KLIK på billedet ovenfor for at lytte til debatten.

TIL PRIDE-RECEPTION I LIGESTILLINGSWOKISTERIET

View fullsize

Ligestillingsministeriets Pride-reception byder altid på indfølte taler fra landets regnbueorganisationer. Et par af dem, anyway. Altså dem der vurderes tilpas 'salonfähig', dvs. egnede til at tale i de regnbuefarvede saloner på de woke-bonede gulve.

Det var så ikke lige Dansk Regnbueråd i år heller - MEN: Altid gode kanapeer og masser af ministerial varme og venlighed ... så længe vi altså tier stille, når de wokesne taler. Det er vi jo generelt ikke mestre i, men vi beholdt da mundkurven på flink og villigt, lidt ligesom de der hunde i Pride-optoget

Og, kære Marie Bjerre ... der er jo altid næste år, ikke?

Hør talerne her:

KRITIK AF PRIDE-STØTTE: TV 2 GAMBLER MED TROVÆRDIGHEDEN

TV 2 svigter sin rolle som uafhængigt medie, når koncernen støtter en politisk organisation som Copenhagen Pride, lyder kritikken. Medieforsker kalder det en kalkuleret risiko, skriver Kristeligt Dagblad.

View fullsize

KLIK HER for at læse hele artiklen (bag betalingsmur).

PRIDE-MARKEDSFØRING MED MILLIONER AF DRÆBTE I ASCENDANTEN?

View fullsize

148.000.000 dræbte under kommunistiske regimer op til i dag ifølge Wikipedia. And counting.

For Priden er utilsigtet homoerotisk kommunistisk propagandakunst bare kløgtig reklame med et glimt i øjet - eller også synes man at kommunisme egentlig ikke er så tosset.

Det må Priden jo selv stå på mål for.

Hvad synes du? Er det her bare herlig eller upassende historieløs markedsføring? Man kunne jo fx spørge nogle ofre for disse totalitære diktaturer eller deres efterladte ... hvis der er nogen tilbage.

Kan vi også forvente nyanvendelse af bedaget nazipropaganda? Den var også kendetegnet ved sit fokus på klassisk maskulin styrke og skønhed og samme æstetik - eller er nazi no-go for Copenhagen Pride? Og i så fald hvorfor, når nu totalitær kommunisme er okay som æstetisk reference?

View fullsize

Hmmmm. Måske er det ikke tilfældigt, at Copenhagen Priden og queer-aktivismen anvender markedsføring med en sådan proveniens - for man kunne pege på, at hele Pride- … hvad skal vi kalde det … ‘iscenesættelsen’ efterhånden har mere end bare et anstrøg af noget totalitært over sig:

Alle de doriske søjler på Kongens Nytorvs klassiske domiciler lydigt indpakket i regnbuefolie. Rådhuset ligeledes i total LGBTQIA+ overgivelse. Queerflag i snorlige rækker. Queer … alle steder i uniform anvendelse.

Og så er der danskerne. Folk, politikere og medier er bange. Bange for at få fingrene i wokemaskinen, hvis de bruger de forkerte ord elller ytrer skepsis fx imod børnekønsskifte. Eller mod biologiske mænd i kvindesport. Eller mener at kvinder er personer med XY-kromosomer. Disse medborgere er berettiget angste for at få sluppet godhedsgalskaben og toleranceterroren løs over sig - og det i en grad så selv toppolitikere ikke tør svare på hvad en kvinde er eller på hvor mange køn, der er.

Og så er der børnene. Dem har queer-aktivismen forlængst slået kløerne i. Enhver totalitær ideolog ved, at får man fat i ungerne, sikrer man sig magten i endnu en generation. Tjek ved den også. Ser det ud til.

Du kan synes det er sat på spidsen, det her - men er vi way off? Ærlig nu? Og hvorfor er det lige, at regnbuesagen er endt dér … ? Sådan var det jo ikke altid - så hvad er der sket?

Det kunne medierne jo dykke lidt ned i. Men det gør de næppe.

Anyway, flotte fyre dér på plakaten, som sagt. Helt sikkert. Håber de fik lov at overleve.

148.000.000 af deres landsmænd klarede den som sagt ikke. Der var nok nogle homoer, lesbiske, biseksuelle og transer imellem.

Men, hey, det er jo bare et tal ...

---

ALDRIG VEDTAGET I FOLKETINGET: DANMARK INDFØRER ALLIGEVEL JURIDISK BØRNEKØNSSKIFTE.

Klik på billedet ovenfor for at læse artiklen (ingen betalingsmur)

Juridisk kønsskifte til mindreårige blev debatteret grundigt i Folketinget, som det sig hør og bør - og ikke vedtaget. Men som med så megen anden lovgivning kunne Folketinget åbenbart have sparet sig de demokratiske anstrengelser, for Sophie Løhde og regeringen føler sig forpligtet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at indføre juridisk børnekønsskifte om Folketinget vil det eller ej.

Derfor kan børn fra i dag få juridisk kønsskifte, hvis de vurderes som værende ‘transkønnede’.

Vi er 80% i mål med at få stoppet medicinsk kønsskifte til børn. De sidste 20% er den værste del af vanviddet, nemlig den, der handler om de små børn. De skal stadig kunne modtage kønsskifte, når puberteten indtræder. Her vil de modtage de så såkaldte pubertetsblokkere, der standser udviklingen i deres krop og hjerne. Sverige, Norge, Finland, Frankrig og Storbritannien er stoppet med denne behandling, der har vist sig at have voldsomme, blivende bivirkninger for børnene. Danmark fortsætter.

Nu også med juridisk kønsskifte til mindreårige.

Læs Dansk Regnbueråds officielle holdning til juridisk kønsskifte til mindreårige her:.

Læs om status på børnekønsskifte i Danmark.

---

Om du er LGBT eller ej, er du meget velkommen til at støtte vores arbejde - KLIK herunder:

PRIDEFORMANDEN LØJ TV2-NYHEDSCHEF LIGE OP I ANSIGTET

Prideformand Lars Henriksen indrømmede nemlig senere over for Dansk Regnbueråd, da mikrofonerne var slukkede og vi havde forladt Politikens Hus, at det forholdt sig modsat. Det var en løgn, der faldt i en debat, som ironisk nok handlede om mediernes ukritiske dækning af bl.a. Priden. Vil det få konsekvenser?

Af Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbueråd.

Klik på billedet for at komme til podcasten. Lyt med fra 24.50.

“I Priden går vi ikke ind for irreversibelt medicinsk kønsskifte til børn - vi går kun ind for juridisk kønsskifte”.

- Lars Henriksen, politisk talsperson for Copenhagen Pride

Ordene om børnekønsskifte er prideformand Lars Henriksens, og de falder fredag eftermiddag i Ekstrabladets legendarisk hede podcaststudie i Politikens Hus’ baggård på Rådhuspladsen. Jeg er gæst i Q & Co., Danmarks mest lyttede mediemagasin, til en debat om mediernes manglende kritik af Priden, af LGBT+ Danmark og af hele ‘queeragendaen’, og mærker et yderligere rush af varme, men denne gang indefra … for hvad sagde Lars Henriksen lige der?? Qvortrup, der sjældent misser et beat, skæver da også over til mig og bemærker tydeligvis det anstrøg af ‘åben mund og polypper’ mit udtryk har fået - for det her er et kæmpe positionsskift som ingen har hørt om før nu …

For præcis et år siden var jeg for første gang gæst hos Henrik Qvortrup i forbindelse med stiftelsen af Dansk Regnbueråd. Q & Co.-podcasten var dengang næsten lige så ny som vores forening, og for et år siden var det bl.a. også børnekønsskifte, der var på dagsordenen.

Kampen mod den behandlingsetiske katastrofe, som irreversibelt kønsskifte til børn er, var fra starten Dansk Regnbueråds primære politiske mål. Dansk Regnbueråd udtalte i Q & Co. en skarp kritik af en ny dokumentarserie på DR om ‘transbørn’ og unge, “Et helt menneske” som vi følte var ren transideologisk, fuldstændig kritikløs propaganda i bedste familiesendetid.

Klik på billedet for at se “Et helt menneske” på DRTV.

I det år der er gået er vi nået 80% i mål med at stoppe kønsskifte til børn. De større børn, hvor det kønslige ubehag først opstår i forbindelse med puberteten, skal som udgangspunkt ikke længere kunne få medicinsk kønsskifte, meddelte Sundhedsminister Sophie Løhde i maj måned.

Tilbage står imidlertid de sidste 20% af de behandlede børn. De mindste. Det er de børn, som det vurderes har udvist tegn på kønsdysfori (‘kønsligt ubehag’) siden de var helt små og hvis pubertet, man stadig agter at standse kunstigt med såkaldte stophormoner, så børnene ikke udvikler sig naturligt. Det er en behandling, der grundet grelle bivirkninger og irreversible følger for børnene, er blevet standset i resten af Skandinavien, Frankrig og Storbritannien. Men Danmark fortsætter man altså indtil videre.

Læs artiklen om status på børnekønsskifte i Danmark

Copenhagen Pride og LGBT+ Danmark deler det samme værdigrundlag. Helt bogstaveligt. Det er det samme, der står i deres respektive formuleringer af, hvad de tror på og arbejder for - og det de tror på hedder Intersektionel Feminisme. Jeg skal ikke gå i detaljer med ideologien, men den udspringer af identitetspolitikken og det er den, der har ansvaret for at have udbredt tænkningen om at køn ikke er biologisk, men noget børn selv aktivt kan vælge - og bør aktivt vælge.

Det er Intersektionel Feminisme (som intet har med den klassiske forståelse af feminisme at gøre), der er skyld i absurditeter som biologiske mænd i kvindesport, fjernelsen af kvinders rettigheder til egne safe-spaces, afsoningsforhold - og til overhovedet at kalde sig kvinder frem for ikke for den woke neologisme ‘fødende personer’. Det er således deres omfavnelse af Intersektionel Feminisme, der har fået Enhedslisten til at hævde, at jo, mænd kan godt føde børn og kvinder kan godt have en penis.

En meget opsigtsvækkende melding

“Er I for kønsskifte til børn, Lars?”

Tilbage i studiet vælger jeg at presse Lars Henriksen for svar om et emne, Priden i det seneste år har været meget undvigende omkring.

“Jamen, det kan du ikke sige på den måde-”

“Hvorfor kan jeg ikke det? Jeg spørger: Går du ind for medicinsk kønsskifte? Går I ind for, at det er en rigtig måde at behandle børn med forskellige psykiske udfordringer på?”

“Det jeg siger er, at vi går ind for juridisk kønsskifte til børn - men vi går ikke ind for irreversibelt kønsskifte til børn.”

Bum.

Jeg havde simpelthen ikke set den komme, og kan faktisk ikke tro mine ører. Men jeg vil gerne! Jeg glæder mig i studiet forbløffet over, at der pludselig er noget som Dansk Regnbueråd og Priden faktisk har fælles fodslag om - men jeg undrer mig samtidig over, hvorfor de ikke har meldt det ud.

“Jamen, når vi aldrig har været for det, så behøver vi jo heller ikke sige at vi er imod det,” argumenterer Lars Henriksen. Fair nok. Det vigtigste er jo at han netop har meldt ud at Priden ikke går ind for irreversibelt medicinsk kønsskifte til børn. Det er vildt - og det er godt.

Jeg havde planlagt at stille en række andre meget kritiske, etiske spørgsmål til Lars Henriksen om børnekønsskifte, men dem kan jeg nu spare mig, for diskussionen er lukket ned med denne opsigtsvækkende, positive udmelding.

Optagelserne slutter, og vi bliver fulgt gennem baggården og sluset ud gennem Politikens Hus’ sikkerhedsforanstaltninger. Jacob Kwon er smuttet i forvejen, men jeg trasker lidt efter Lars Henriksen. Jeg haster op på siden af ham for at spørge yderligere ind til den overraskende melding. For hvad siger fx Pridens nærmeste samarbejdspartner LGBT+ Danmark til den dybe uenighed, der nu må siges at eksistere mellem dem og Priden? LGBT+ Danmark har jo netop børns ret til medicinsk kønsskifte som et af sine hovedpunkter?

Lars Henriksen vender sig om mod mig et lidt smørret grin.

“Jeg tror du misforstod mig derinde. Vi er for medicinsk kønsskifte til børn, men vi betragter ikke stop-hormonerne som irreversibel medicinsk behandling.”

Det sker ikke ofte, men lige dér mister jeg sgu mælet. Lars Henriksen har simpelthen løjet nyhedschefen for landets største nyhedsmedie, Henrik Qvortrup og mig lige op i ansigtet med en absurd retorisk finte. Og gjort det, så der ikke ville blive stillet flere kritiske spørgsmål om børnekønsskiftebehandlingen. Uvederhæftigheden er nærmest lammende.

“Men … så sagde du jo noget, der ikke passede, Lars? I går jo ind for medicinsk kønsskifte til børn??”

“Vi går ikke ind for krydshormoner til børn, men vi synes det er helt urimeligt at børn, der føler sig som det modsatte køn skal udsættes for en skadelig pubertet, de ikke ønsker. Og stophormoner er jo helt uskadelige og fuldt reversible. Stophormoner har intet med medicinsk kønsskifte at gøre.”

Løgn - blot en ekspedit redefinition af sandheden?

Jeg ryster afmægtigt på hovedet. Lars Henriksen bruger det sædvanlige trans-aktivistiske argument, som jeg har hørt tusind gange før, om at stophormonerne, også kaldet pubertetsblokkere, er reversible, selv om de nu beviseligt er voldsomt skadelige ved længere tids brug i pubertære børn. Netop følgevirkningerne er grunden til, at man har stoppet brugen af pubertetsblokkere i Sverige, Norge, Finland og Storbritannien, fordi stophormonerne, der også bruges til kemisk kastration af seksualforbrydere, har vist sig bl.a. at have følgende bivirkninger:

Knogleskørhed, nedsat intelligens i børnene (pga. pausering af den hjernehormonelle udvikling), et udseende inkongruent med deres biologiske køn, underudviklede kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse børn vil ikke selv kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet en beslutning som disse mennesker fik lov at tage som børn, mens de var ramt af svære psykiske udfordringer.

Men Lars Henriksen gør imidlertid også noget mere, der er typisk for queeraktivismen og identitetspolitikken: Han opfinder på stedet sin egen, ekspeditte definition af hvad ‘medicinsk børnekønsskifte’ er, helt på samme vis som den ideologi, han arbejder efter, også har redefineret hvad køn er, hvad kvinder er, hvad mænd er osv. Og den definition føler han, at han har ret til at lave, virkeligheden og konsekvenserne upåagtede.

I never learn 😞 Trods min indimellem barske retorik er jeg et tillidsfuldt væsen, og jeg var seriøst klar til at melde det her ud som en ting vi rent faktisk kunne enes om, Dansk Regnbueråd og Priden … men journalisten i mig fulgte alligevel op på vej gennem baggården. Og der fik jeg så sandheden om Henriksens og Pridens egentlige holdning.

Hvad gør pubertetsblokkere ved en børnekrop og hjerne? Få de skræmmende fakta her.

Lars Henriksen sender mig et Cheshire-kat-bredt smil og haster videre. Han har grund til at smile. Han er nemlig endnu en gang sluppet af sted med at gøre det, han og queeraktivisterne altid gør: Lyve. En bad faith lie. Straight up. Henriksen lykkedes ved at anvende sin egen definition af ‘medicinsk børnekønsskifte’ med at lukke diskussionen om emnet ned. Det er det folk som han altid gør, fordi de ved at medicinsk kønsskifte til børn har udviklet sig til at være et behandlingsetisk fuldstændig uforsvarligt synspunkt, grundet de følger for krop og hjerne, man nu ser pubertetsblokkerne har haft for psykisk sårbare børn og unge overalt i den vestlige verden.

Faktum: Priden går ind for børnekønsskifte. Så hvorfor lyver Lars Henriksen på den måde og tror, han kan slippe af sted med det? Det gør han, fordi han, Priden og LGBT+ DK er sluppet af sted med præcis det her i årevis. Lars Henriksen har INGEN frygt for at blive konfronteret med noget som helst, fordi … han aldrig bliver konfronteret med noget-som-f*cking-helst.

It’s that simple.

Selv i en podcast om netop mediernes manglende kritiske tilgang til queer-aktivismen føler Lars Henriksen sig grotesk nok så sikker på, at hans omgåelse af sandheden ikke får konsekvenser i form af kritisk journalistisk efterbehandling. Så sikker er prideformanden på dette, at han føler sig fri til med et smørret grin at indrømme løgnen blot et par minutter efter mikrofonerne er slukket.

Det er dét, vi er oppe imod. Det er derfor, vi dannede Dansk Regnbueråd. Ikke mere løgn. Ikke mere etisk forkvaklet, børneskadende ideologi. Ikke. Mere. Pis. Intersektionel Feminisme (der er afledt direkte af identitetspolitik) er en syg ideologi, der har inficeret en værdig sag, som ellers gennem årtier havde vundet så mange værdige sejre, og nu truer med at ødelægge accepten, bl.a. fordi den målrettet går efter børnene.

Blot lyver ideologien - her med Lars Henriksens mund - overbevisende om, hvad den er og hvad den gør. Det var to førende danske pressefolk ironisk nok på forbilledlig vis vidne til i podcast-studiet på Rådhuspladsen i går.

Q & Co. handlede i denne uge om mediernes mangel på kritisk tilgang til queeraktivismen og Priden - er det mon nu at TV2 News giver sig selv til opgave, at finde ud af, hvad Priden egentlig går ind for? Særlig når prideformanden føler, at han er nødt til at snige sig uden om det ved ikke at fortælle sandheden?

Det vil vise sig.

---

Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

1. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

   Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.

   Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.

2. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

3. Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.

2020-ARTIKEL I PÆDAGOGERNES MEDLEMSBLAD VISER AT BUPL KØBTE 100% IND PÅ TRANSVANVIDDET - GØR DE STADIG DET?

I Danmark har børn siden 2015 kunnet få irreversibelt medicinsk kønsskifte UDEN deres forældres tilladelse fra de er 15 år gamle. I USA kan børnene også få kirurgisk kønsskifte. Men hvem betaler så for dét, tænker du måske? Ja, det gør familiens sundhedsforsikring. Også selv om forældrene ikke vil have det. Sådan er lovgivningen.

I Danmark betaler staten. Også selv om forældrene ikke vil have det. Sådan er lovgivningen. Over 350 børn i Danmark har fået irreversibelt medicinsk kønsskifte siden 2015. Hvad havde du svaret for 10-15 år siden, hvis nogen havde sagt at ovenstående ville være virkelighed og hverdag i 2023?

Grænser flytter sig, når grænser får lov til at blive flyttet. Mennesker er villige til at acceptere endog meget vilde ændringer, hvis det ikke direkte berører os selv. Eller hvis vi er autoritetstro (det er langt de fleste af os), er bange for konsekvenserne, hvis vi protesterer, hvis vi har for travlt til at bemærke hvad, der sker - eller hvis vi grundlæggende har sympati for intentionen og ikke rigtig sat os ind i detaljerne.

Klik ovenfor for at læse artiklen.

Til venstre er en artikel i pædagogernes fagforening BUPLs medlemsblad. Den er tre år gammel. Og vild. I den portrætteres bl.a. Helge Sune Nymand, der tydeligvis har været den drivende kraft bag artiklen. Nymand er formand i FSTB, Foreningen til støtte for transkønnede Børn. Prøv at læse artiklen - og transporter dig selv blot få år tilbage i tiden.

Det du kan læse i BUPL-artiklen har været mindsættet i de danske dagtilbud i adskillige år nu, opbakket af BUPL og nøje koordineret med FSTB, der sideløbende har leveret selvforfattede, transideologiske - såkaldt normkritiske - undervisningsmaterialer, som i de senere år har været anvendt bredt på Danmarks pædagoguddannelser.

Udover det har FSTB produceret en række rendyrket transideologiske how-to-guides målrettet alle landets dagtilbud - altsammen betalt og blåstemplet af Sundhedssyrelsen, der har doneret 1.200.000 kr til FTSB til formålet. Ingen fagfællebedømmelse. Ingen kritik. Bare af sted hen over transstepperne.

Vi skriver 2023. Så du anderledes på ideen om 'transbørn' og børnekønsskifte-behandlingen dengang for 3-5 år siden ift. nu? Var din reaktion dengang bare lidt skuldertrækkende 'nå, ja, det er så åbenbart det, man gør nu ...'? Og hvis ja, hvad gjorde så, at du ændrede holdning? Hvad var dén vigtigste ting, der gjorde at du fik øjnene op for vanviddet?

Alle vil have forskellige svar på det - hvis de altså er nået til konklusionen om, at 'transbørn' er en farlig, forkvaklet illusion og at børnekønsskifte er en forfærdende, ideologisk drevet medicinsk fejltagelse af episk skandaløse proportioner.

Den konklusion når flere og flere danskere til i disse måneder. Det og andre væsentlige udviklinger på området giver håb om at vanviddet snart kan slutte.

---

1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

   Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.

   Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

4. Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej i den forbindelse venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.

DANSK REGNBUERÅD I ‘REPORTERNE': DERFOR SIGER VI KLART NEJ TIL FORBUD MOD ‘TRANS-OMVENDELSESTERAPI’

Klik på billedet for at lytte til podcasten.

Forbud breder sig

Skal det være ulovligt for fagpersoner, som læger, psykologer og præster, at lave vedholdende for-søg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet?

Det mener man i Belgien, der er det seneste land i rækken, som har vedtaget en lov imod omvendel-sesterapi med en straframme på op til to års fængsel. I Danmark har regeringen siden 2021 kigget på, om det skal forbydes at udsætte min-dreårige for omvendelsesterapi, men der er stadig ikke sket noget.

Og imens flere organisationer og politiske partier bliver utålmodige efter et forbud, så mener Dansk Regnbueråd, at der er en skjult agenda i spil - og foreningens næstformand Jesper W. Rasmussen forklarer i studiet, hvorfor et forbud kan få alvorlige konsekvenser for den hurtigtvoksende gruppe danske børn, som lider af kønsligt ubehag.

Den virkelige dagsorden …

Vi ved godt, den for nogle kan være svær at sluge: At man er IMOD et forbud mod omvendelsesterapi. Hvorfor fa’en er nogen IMOD det?? Og så en LGBT-organisation??

Men før du lyn-forarges, så overvej disse spørgsmål:

Hvad ER omvendelsesterapi for det første?

Ud fra den definition som netop de, der ønsker et forbud, arbejder med, så har en stor undersøgelse i 2021 fra Trine Bramsens Ligestillingsministerum kun fundet ét tilfælde. Problemet er gudskelov af meget ringe omfang.

Så hvorfor vil LGBT+ Danmark og Foreningen til støtte for transkønnede Børn indføre en omfattende lov à la den i Norge og Belgien, hvor der er bøde og betydelig frihedsstraf (op til to år) for at gøre noget, som alligevel ikke finder sted i Danmark? Hvorfor lovgive benhårdt om et problem … der (gudskelov) ikke findes?

Svaret er, at lovgivningen skal sende et signal. Med den foreslåede lovgivning siges der nemlig:

“Pas på når du kritiserer transideologien - det er strafpådragende, hvis du stritter for meget imod dit barns ønske om at skifte køn.”

Det er transideologi - nu med det strafferetlige system i ryggen.

Sundhedssystemet har jo allerede overgivet sig til ideologien - men transideologerne mærker presset mod børnekønsskifte og hele ideologien omkring børns køn som en social konstruktion. Tranisideologerne ser en meget væsentlig del af queer-aktivismen forvinde mellem fingrene på dem - og så er det et naturligt træk at opruste med lovgivning, der skal gøre det risikabelt at kritisere og modarbejde den hellige gral i transideologien: Børnekønsskiftet.

En grundregel i magtanalyse lyder: Når man forsøger at løse et problem, der ikke er der, er det fordi der er noget andet på dagsordenen. Sådan er det bare - så, nej, vi skal ikke have et forbud med trussel om bøde og fængsel, der bare vil gøre livet endnu mere forfærdeligt for de desperate forældre, der står med et barn, der kønsligt vantrives.

De forældre skal have ALLE rimelige handlemuligheder ift. at hjælpe deres barn, så barnet ikke ender med fejlagtigt at blive sporet ind på et børne- eller ungdomskønsskifte, hvis det på nogen måde kan undgås. Ingen aner nemlig om diagnosen holder.

Transtilværelsen er velsagtens den hårdeste måde at være menneske på i den vestlige verden. Alt hvad der kan gøres for at et barn/helt ungt menneske ikke ender med at skulle leve som dét, bør gøres. Gelinde og med respekt for barnet - men med alle muligheder åbne for de mennesker, der kerer sig mest om barnet og kender det bedst:

Dets forældre.

ER ALLE DANMARKS SEXOLOGER OGSÅ TRANSIDEOLOGER OG QUEERAKTIVISTER?

Psykolog og sexolog Rikke Pristed arbejder med kønsforvirrede børn efter en udpræget transideologisk, queeraktivistisk tankegang. På hendes Linked-In beskriver hun sig selv som “Psychologist, Sexologist, Activist”, og på Fagligt Selskab for Sundhedsplejerskers hjemmeside skrev Rikke Pristed for nylig dette:

Klik på billedet for at læse indlægget.

I disse citater afslører Rikke Pristed at hun anvender en efterhånden bredt problematiseret transideologisk tankegang:

"Det kan være langt mere vanskeligt at transitionere, hvis man skal igennem puberteten som det tildelte køn. Det er desuden også her, at de fleste børn og unge for alvor får det skidt, og evt. begynder at selvskade. Den pubertetsudsættende behandling kan give barnet/den unge mulighed for at mærke efter, og først efter denne ekstra betænkningstid kan der iværksættes behandling med krydshormoner (dvs. de modsatte hormoner af dem, som barnet ellers har). Det er i princippet muligt f.eks. at få fjernet brystvæv (topkirurgi), når man er under 18 år, men det sker typisk først efter det fyldte 18. år. Nedre kirurgi dvs. operation af kønsorganer er der pt. mange års ventetid på i DK, og det er heller ikke alle transpersoner, som ønsker dette.

[...] Vores opgave som fagpersoner er derfor at hjælpe med at afdække, hvad der er tale om, hvad der er brug for og at støtte og hjælpe forældre, som måske har svært ved at forstå, rumme og acceptere, at deres barn har et andet køn end det, som lægen eller jordemoderen troede ved fødslen. I det hele taget at gøre det, vi altid gør, og at bidrage til, at barnet og familien trives bedst muligt. Jeg anbefaler varmt FSTB (Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn) for mere information og vejledning."

Vi vil gerne stille Rikke Pristed nogle helt grundlæggende spørgsmål om børnekønsskifte. Vi er interesserede i at høre hendes svar på og overvejelser omkring følgende:

1. Er der 100% sikkerhed i kønsdysfori-diagnostikken af børnene? Kan vi være sikre på, at de vil være kønsdysforiske, når puberteten er slut? Ja eller nej?

2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at *nogle* børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe *er* (modsat levedygtigheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det hele grundet i en beslutning som disse mennesker fik lov at tage ... som børn.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

4. Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Og endelig - er Rikke Pristed enig eller uenig i disse betragtninger:

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er, mener vi, med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er voldsomt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det - og de få børn i hvem kønsdysforien vedvarer, kan modtage behandling efter puberteten er overstået.

Forældre til børn med kønsidentitetsforhold vil indimellem ønske at få en second opinion - men er det overhovedet muligt, hvis alle landets psykologer og sexologer blot siger det samme som Sexologisk Klinik? Og det selv om de medicinske og kirurgiske behandlinger, du støtter op om, er behandlinger, der er dømt skadelige for børn og nu er standset i flere og flere lande omkring os?

View fullsize

Psykolog og sexolog Rikke Pristed beskriver på Linked-In sig selv som 'Activist'. Idet vi antager, at der er tale om køns-/queer-aktivisme, er det så optimalt for faglighed og redelig, neutral terapeutisk behandling af børn med kønsidentitetsforhold? Og bør forældre til sådanne børn ikke oplyses om det på forhånd? 🤨

Vi synes det er af afgørende væsentlighed, at forældre til et barn med kønslige vanskeligheder ved, om den terapeut de benytter, rådgiver ud fra en holdning om, at man bare må acceptere at *nogle* børn fejldiagnosticeres, fejlbehandles og får ødelagt deres kroppe og tilværelse, for at *andre* børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten.

Kort sagt: Forældre har krav på at vide, om deres barns terapeut er ideologisk villig til at 'smide barnet under transbussen' eller ej. Og det er man, hvis man går ind for at børn skal kunne modtage irreversibelt medicinsk kønsskifte - for der er ingen diagnostisk sikkerhed. Der er kun et fagligt gæt.

Vi har stillet ovennævnte spørgsmål til Rikke Pristed og til Sexologisk Uddannelsescenter, hvor hun underviser og dermed er med til at udklække nye sexologer.

Vi får se om de svarer - og i givet fald hvad de svarer.

OP TIL TO ÅRS FÆNGSEL: FORBUD MOD ‘OMVENDELSESTERAPI’ VEDTAGET I BELGIEN - DET ER NOGET RIGTIG SKIDT

Klik på billedet ovenfor fot at læse artiklen.

Det er yderst bekymrende, og det fremgår ikke specifikt *hvilke* handlinger fra forældre, terapeuter eller gejstlige, der vil blive strafpådragende - eller hvor hårdt, de vil blive straffet inden for den juridiske ramme, der udgøres af bødeforlæg op til €2.400 per forekomst og frihedsstraf på mellem otte dage og to år.

LGBT+ Danmark arbejder for et forbud også i her i Danmark, og havde det her udelukkende drejet sig om et forbud mod omvendelsesterapi for homoseksualitet, ville Dansk Regnbueråd måske have set anderledes på det, da homoseksualitet er almindeligt anerkendt som værende en medfødt seksuel anomali.

Man kan med andre ord ikke ‘vænnes fra’ homoseksualitet, og vedvarende, uønskede forsøg på det, er psykiske overgreb, som der allerede er mulighed for at gribe ind overfor og straffe i den eksisterende lovgivning.

Du er som homoseksuel komfortabel i det køn, du er, blot retter din kærlighed/sexuelle tiltrækning sig mod mennesker af samme køn som dig selv. Det at du er homoseksuel, medfører således ikke risiko for beslutninger om at foretage massive, irreversible medicinske og kirurgiske indgreb på dig mens du er barn/helt ung voksen.

Klik for at læse om DGBT+ Danmarks intentioner.

Det samme kan ikke siges om børn med såkaldte ‘kønsidentitetsforhold’. Disse børn er tværtimod i overhængende fare for at træffe forfærdende forkerte, uomgørlige beslutninger, fordi ‘kønsidentitet’ kan være flygtig og ofte er påvirket af barnets sociale miljø, onlineinfluens samt i en pluralitet af tilfældene også svære psykiske komorbiditeter som bl.a. autisme, depression, spiseforstyrrelser mv.

For langt de fleste børn (op mod 90%) forsvinder det kønslige ubehag med puberteten, og derfor er en spørgende, afventende, terapeutisk tilgang mens de er børn netop dybt nødvendig. Det er vanvid at være tvunget til blot at acceptere et barns selvidentifikation og måske siden agere medicinsk og kirurgisk på det.

Men netop en sådan spørgende, afventende, terapeutisk tilgang risikerer at være strafpådragende under LGBT+ Danmarks definition af omvendelsesterapi - det er allerede tilfældet i Belgien, der er det ottende land i Europa, som indfører et sådant forbud.

LGBT+ Danmarks ønske om et forbud mod omvendelsesterapi er blot endnu et bevidst forsøg på at beskytte den efterhånden svært pressede transideologi mod yderligere kritik - nu med det danske retssystem i ryggen.

Det er vi stærkt imod og vi vil arbejde hårdt for at et sådant forbud ikke bliver gennemført.

---

1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

   Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.

   Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

4. Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.

DANSK REGNBUERÅD: DER ER INGEN GENKENDELIGE VÆRDIER I DEN WOKE KØNSEKSTREMISME

Mangel på forståelse

Artikler som Poul Høis i Berlingske eller Jesper Thobo-Carlsens i Politiken og Sarah Skarums leder i samme avis samt mange andre medietilkendegivelser de sidste par uger demonstrerer en alt for forsimplet forståelse af de kræfter, der er i spil i »regnbuesagen anno 2023«, der er opstået efter firmaet Chr. Hansen dette år undlader at være partner i Pride-ugen.

Medierne bør stoppe op, og stille sig selv ét væsentligt, kritisk spørgsmål: Er der reelt noget galt med Priden, pride-bevægelsen og LGBTQIA+ sagen?

For den voldsomme kritik af LGBTQIA-sagen, også kaldet queeraktivisme, som i stigende grad manifesterer sig verden over – også fra regnbueborgerne selv – bør mane til eftertanke.

I Danmark så man for et år siden Dansk Regnbueråd opstå, men lignende og langt større LGB- og LGBT-organisationer findes nu i mange andre lande også.

Mener medierne virkelig, at det skyldes en slags suicidal-defekeren i egen regnbuerede, opstået ud af ingenting? Hvorfor i alverden skulle regnbuefolk i hobetal dog pludselig gøre det over hele den vestlige verden? Betragter man os som hovedløse og uvidende om egne forhold og uden forståelse for konsekvenserne af vores handlinger?

Eller kunne dissensen skyldes – og vi beder bare de danske medier om at tænke tanken – at den altdominerende woke kønsagenda, der de sidste ti år har været propelleret frem af de woke LGBTQIA+ organisationer og de intersektionelle, identitetspolitiske miljøer, har en væsentlig del af skylden?

Kunne man forestille sig, at alt det, der fuldstændig har erobret regnbuesagen i dag, har været med til at fremprovokere den voksende modvilje mod LGBT-sagen – også blandt LGBT-folket selv?

Ufatteligt meget er smadret

Siden 2018 har denne modvilje manifesteret sig statistisk blandt såkaldt almindelige mennesker, som ellers for længst havde accepteret vores tilstedeværelse og fair krav om lige rettigheder. Det, der sker lige nu – wokeness ofte kaldet – har smadret ufattelig meget på rigtig mange fronter. På rekordtid.

Og nu siger regnbuefolket selv fra – på tværs af partiskel. Blot er det langt mere risikabelt for LGBTer på venstrefløjen, at tage woke-tyren ved hornene, fordi hele den identitetspolitiske ideologi har sit arnested og sine argeste forkæmpere dér – omend wokeismens dekonstruktion og ekstreme selvdefinition af virkeligheden også finder opbakning i ultraliberale kredse.

Masser af velvillige medier og venlige, kompetente, rummelige, heteroseksuelle mennesker såvel som virksomheder vil gerne hjælpe i forhold til øget accept af seksuelle minoriteter.

Virksomheder har sikkert kunnet se en ESG/økonomisk upside, men lige meget hvad har støtte til LGBT-sagen hidtil været velkommen. Det er imidlertid ufatteligt vigtigt, at alle, der gerne vil støtte – eller mediedække – regnbuesagen sætter sig ordentligt ind i tingene, fordi for os LGBT-mennesker, så er det vores liv, eksistens og rettigheder både nu og i fremtiden, det handler om.

Den eksistens er afhængig af, at vores heteronormative medborgere til stadighed oplever, at der er ret og rimelighed i tingene. Nej, ikke bare, at de oplever det. At der ER ret og rimelighed i tingene. Og det er der simpelthen ikke længere, hvilket er ved at gå op for folk, inklusive et stærkt stigende antal LGBT-mennesker.

Toleranceterror

Vi er gået fra en nobel og fair kamp for ligeret til nu at kræve en forkvaklet ideologi implementeret på tværs af alle samfundsniveauer og samfundsinstitutioner. Og det er lykkes. Vi er gået fra et ønske om at være i øjenhøjde med vores medborgere til nu at se os selv som en befæstet ø i samfundet, hvorfra vi har ret til at udstikke dekreter til alle andre om, hvad vi kræver, at de gør, siger, tænker og tror, under trussel om udskamning og cancellering.

Dekreter om, hvad vi gør med Danmarks psykisk mest sårbare børn – de børn, der oplever en debiliterende kønsforvirring. Også den katastrofe har vi et stort medansvar for. Eller, nej, ikke »vi«.

For det er et lille, aktivistisk, dedikeret og voldsomt dominerende mindretal, der er lykkes med denne afsporing af LGBT-sagen via det, vi i Dansk Regnbueråd kalder toleranceterror og godhedsgalskab. Fornuften og rimeligheden er på ulykkelig vis røget ud af regnbuesagen.

De rettigheder, vi LGBT-folk har opnået indtil nu, har vi fået uden at tage rettigheder fra andre. Dansk Regnbueråd kommer aldrig til at acceptere, at LGBT-sagen bliver brugt i en toksisk, ideologisk kamp, der skader børn, fratager biologiske kvinder deres sikkerhed, safe-spaces og rettigheder og er med til at sparke alt, hvad vi har brugt hundredvis af år på at lære om biologi, pædagogik, psykologi, didaktik og den videnskabelige metode, til hjørne. Alt sammen til fordel for en dybt toksisk, socialkonstruktivistisk, neoreligiøs og nådesløst tilgivelsesforladt ideologi, der opstod for få år siden på amerikanske eliteuniversiteter.

Der er ingen genkendelige værdier i den woke kønsekstremisme – ingen. Det er vores mission i Dansk Regnbueråd at få fornuft, et »dansk« menneskesyn og ægte tolerance – hvor der er plads til meningsforskelle – tilbage i regnbuesagen.

Sagen er jo netop, at der er ved at forme sig en massiv modstand mod den ekstreme kønsdagsorden fra Vestens LGBT-miljøer selv. Det er Dansk Regnbueråd en dansk manifestation af, og vi ser frem til den dag, vi omsider kan have en ordentlig, substantiv debat med LGBT+ Danmark. Det kræver imidlertid, at de tør stille op til debat. Det har LGBT+ Danmark såvel som Priden fra starten nægtet ved brug af forskellige undskyldninger og udskamninger – og derfor strander en vigtig, nødvendig meningsudveksling i ufrugtbar envejskommunikation.

Vi er helt uenige

Medierne har et kæmpe ansvar for at dække regnbuesagen kritisk, og de fleste medier fejler hele tiden. Faktum er nemlig, at medierne stadig har svært ved at forstå, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner ikke er en ensartet regnbuefarvet masse, der altid mener det samme om alting.

Det vil Copenhagen Pride og LGBT Danmark gerne have, at medierne skal tro – men det er ikke sådan længere. Der er opbrud over hele linjen, verden over. Og der er gode, legitime og fornuftige grunde til det.

Det handler om vores overlevelse i det samfund, vi er en del af, og hvis accept, respekt og velvillighed vi har trukket helt urimelige veksler på, siden identitetspolitikken fik overtaget vores gode, ærlige og i det store hele i Danmark allerede vundne sag.

Den kamp, der nu skal kæmpes, er en helt anden end den, der har været fokuseret på de sidste ti år – og udfaldet bliver afgørende for regnbuesagens overlevelse. Mediernes mangel på queerkritik og fraværet af en forståelse af divergensen i regnbuedanskeres politiske holdninger har et medansvar for, at vi er endt, hvor vi er.

Alt dette må danske medier meget gerne begynde at tage alvorligt og dække nuanceret og kritisk. Fra nu af.

Jesper W. Rasmussen er næstformand i Dansk Regnbueråd

Berlingske har forelagt indholdet af kronikken til LGBT+ Danmark med tilbud om en replik, som organisationen grundet ferie ikke har haft mulighed for.

---

Meld dig ind i Dansk Regnbueråd i dag. Vi har både Regnbue- og Støttemedlemskaber, hvorigennem du kan bakke op om vores arbejde for at få fornuften tilbage i LGBT-sagen:

https://www.danskregnbueraad.dk/medlem

På forhånd tak 🙂❤️💪🏼🔴🟠🟡🟢🔵🟣

NY DANSK UNDERSØGELSE OM SELVMORD BLANDT TRANS-PERSONER & KRONIK I POLITIKEN ER VOLDSOMT VILDLEDENDE

View fullsize

Ekstrem grundig og lødig kritik

Lotte Ingerslev fra www.transkøn.dk har lavet en meget grundig gennemgang af undersøgelsen samt mange andre data og fakta fra Danmark og udlandet, og debunker både dataindsamling, databehandling og konklusioner i det nye studie.

Læs den kritiske gennemgang af undersøgelsen ved at klikke på billedet.

Det er en undersøgelse, der sammen med kronikker som gårsdagens i Politiken, groft forvrænger virkeligheden, og lægger et enormt pres om kønsskifte-behandling på børn med kønsligt ubehag - og ikke mindst på deres forældre og familier.

Læs vores tidl. blogindlæg om selvmordsmyten.

Klik ovenfor for at læse den kritiserede kronik i Politiken.

---

1. Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?

2. Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?

   Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.

   Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.

3. Er det en forsvarlig behandlingsetik?

4. Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?

Argumentet om at der er ligeså mange omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde. Overvej venligst følgende:

• Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.

• Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.

Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.