Kære [folketingsmedlem.]
Kønsskifte til børn er et svært emne, for det berører nogle af landets mest udsatte - de psykisk sårbare børn, der oplever forvirring ift. eget køn.
I Dansk Regnbueråd har vi brugt meget tid og mange kræfter på at sætte os grundigt ind i behandlingstilbuddet og problematikkerne omkring det, ligesom vi har afvejet de etiske spørgsmål, der naturligt melder sig.
Formanden for Dansk Regnbueråd, Marcus Dib Jensen, er selv transperson og adresserer derfor også problematikken ud fra levede erfaringer med bl.a. sundhedssystemet.
Hvor var Folketinget?
Lad os starte med at sige, at vi var meget overraskede, da vi ved et nyligt samråd i Sundhedsudvalget erfarede, at Folketinget aldrig har debatteret, endsige vedtaget, at det danske sundhedsvæsen skal udføre kønsskifte på børn. Ej heller er Etisk Råd blevet bedt om en vurdering af dette.
Det er klart at Folketinget ikke skal detailbehandle ethvert tilbud i sundhedssystemet, men Folketinget brugte jo meget tid på at debattere juridisk kønsskifte til børn, og indhentede i den forbindelse en vurdering fra Etisk Råd.
Juridisk kønsskifte er ikke en neutral handling, men dog en handling, der kan reverseres med Mit-ID og et par klik på internettet. Medicinsk kønsskifte til børn, derimod, er en voldsomt indgribende, irreversibel behandling, som ikke minder om noget vi tidligere har tilbudt børn. Derfor burde medicinsk kønsskifte til børn, ligesom juridisk kønsskifte, have været noget Folketinget havde debatteret, fået vurderet i Etisk Råd, behandlet i de relevante udvalg, haft ude til høring - og så stemt om.
Behandlingsetiske perspektiver
Der kan siges meget for og imod i en sag som denne. Vi har i Dansk Regnbueråd valgt at se nøgternt på den og anlagt et strengt behandlingsetisk perspektiv. Vi har således først og fremmest søgt at afklare, om der er sikkerhed for at diagnosen holder, når børnene er gennem puberteten, og er nået et godt stykke frem i deres livsforløb. Det er vigtigt, fordi konsekvenserne af behandlingen, der er knyttet til diagnosen, er så voldsomme og uoprettelige.
Med hensyn til hvad den diagnostiske sikkerhed er, oplyser Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet, at de simpelthen ikke ved det. En cheflæge på Center for Kønsidentitet har for nylig, i et offentliggjort notat til en fejlbehandlet patient, fastslået, at der “ikke eksisterer noget diagnostisk apparat”, og at diagnosen udelukkende beror på et skøn ift. hvad patienterne selv oplyser at de føler. Det må med andre ord betegnes som et fagligt kvalificeret gæt.
Ydermere har Sexologisk Klinik flere gange i år og i 2021 udtalt at der ikke er nogen evidens for gavnligheden af behandlingen for patienterne, hverken da man startede behandlingen eller i dag. Det er stærkt bekymrende, omkostningerne for patienterne og for samfundet taget i betragtning. I lande omkring os, bl.a. Finland og Sverige, har en kombination af alvorlige bivirkninger for patienterne, diagnostisk usikkerhed samt grundlæggende behandlingsetiske bekymringer, forårsaget et stop for behandling af børn u. 18 år med stophormoner og krydshormoner.
At fortryde det ufortrydelige
I forhold til procentdelen af patienter, der fortryder deres kønsskifte oplyser Sexologisk Klinik, at de ikke har noget samlet overblik, men at de p.t. er bekendt med at ni patienter har fortrudt behandlingen, hvilket også er noget man ser i stigende grad i lande, der i samme periode har tilbudt lignende behandling. Sexologisk Kliniks egen tvivl på gavnligheden af behandlingen har indenfor det seneste år resulteret i et drastisk fald i antallet af henviste børn, der fik kønsskifte - fra årligt 30% af alle henviste børn til kun 6% i 2022. Denne nedgang indikerer en erkendelse af, at noget har været galt i udredningen og diagnostikken.
I USA er procentdelen af patienter, der fortryder, oppe på 30% nu - og selvom der sjældent er 100% diagnostisk sikkerhed i lægevidenskaben, forekommer usikkerheden ifm. diagnosticering af kronisk kønsdysfori i børn, jfr. Sexologisk Kliniks og Center for Kønsidentitets egne udmeldinger, at være ganske betydelig.
Det samme - betydelige - må konsekvenserne siges at være for de fejlbehandlede børn og unge, da behandlingen er irreversibel og følgerne af en fejlbehandling livslange. Disse følger er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med patienternes biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette for den fejlbehandlede patient.
Et menneske-regnskab
341 børn har indtil videre modtaget et kønsskifte i Danmark. I den forbindelse melder spørgsmålet sig jo, om det har været - og om det er - rimeligt, at udsætte nogle børn for risikoen for uoprettelig fejlbehandling, så andre børn, for ikke at skulle vente til de er myndige, kan få et kønsskifte mens de stadig er børn? Et kønsskifte, der jo reelt set først kan konstateres at have været den rigtige beslutning, når disse børn har levet en stor del af deres voksne liv.
I Dansk Regnbueråd mener vi ikke, at den behandlingsetik kan forsvares. Tvivlen - og den synes betydelig her - må og skal komme patienterne, børnene, til gode: Primum non nocere - Først og fremmest: Gør ingen skade, lyder lægeløftet som bekendt.
Dansk Regnbueråd går derfor ind for et forbud mod kønsskifte til børn under 18 år.
Vi er bekendt med at en revidering af vejledningen for behandlingen er undervejs i Sundhedsstyrelsen - men vi finder det ikke betryggende, at resultatet blot bliver en reduktion i antallet af børnekønsskifter, idet den diagnostiske usikkerhed stadig er foruroligende høj uanset hvor mange børn, man behandler.
Accept af en diagnostisk sikkerhed under 100% er i dette tilfælde det samme som en accept af, at et vist antal børn vil blive skadet for livet, fordi behandlingen, der følger i kølvandet på diagnosen, er så voldsom. Det her er jo ikke bare ‘piller, børnene kan trappe ud af’. Vi taler tværtimod om irreversibel behandling med de tidligere nævnte følger som resultat.
At behandle eller ikke behandle …
I forhold til argumenter som, at ”det går ud over nogen, uanset hvad man vælger”, så overvej venligst dette:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år, indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen, hvis problemet persisterer efter puberteten – det forsvinder nemlig for mellem 80 og 90% af børnene. Børnenes psykiske problemer kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
For:
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle et barn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med barnets/den unges biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn risikerer altså aldrig at kunne få børn selv. Omkostningerne er livslange og indlysende stærkt sundheds- og livskvalitetsforringende.
Det er med andre ord på ingen måde den samme risiko, man udsætter børnene for. Der er en markant større risiko ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Et kompromis – lad Folketinget tage stilling
Med hensyn til det forbud som B62 lægger op til, kunne en anden løsning være, at forbuddet ændrer form til et straksmoratorium på behandlingen, der ledsages af nedsættelsen af en uafhængig kommission, der ligesom det er sket i bl.a. Storbritannien, bør belyse med hvilken sundhedsfaglig begrundelse og efter hvilket medicinskfagligt forløb børnekønsskiftebehandlingen kom i stand i Danmark.
Kommissionen bør også kortlægge, hvordan behandlingstilbuddet har været udført igennem de år, det har eksisteret. Kommissionen kunne derudover se på terapeutiske alternativer til medicinsk og kirurgisk kønskorrigerende behandling til børn og unge.
Med kommissionens rapport og anbefalinger i hånden samt en vurdering fra Etisk Råd, kan Folketinget herefter, på et oplyst grundlag, debattere behandlingstilbuddet, og beslutte, hvordan man i Danmark bedst, fremadrettet, hjælper børn og unge med kønsligt ubehag.
Denne parlamentariske fremgangsmåde burde nok have anvendt fra starten, frem for en behandlingsadministrativ vej. Nu har Folketinget chancen for at gøre det rigtige - og gøre det rigtigt:
Det vil sige: Pausere behandlingen, tilbundsundersøge behandlingen, folketingsbehandle medicinsk og kirurgisk kønsskifte til børn - og så beslutte, om denne behandling fortsat er noget, vi skal tilbyde børn i Danmark.
Dansk Regnbueråds målsætning
Vi har foretræde i Sundhedsudvalget den 16. maj, hvor vi vil fremlægge ligelydende synspunkter. Under udvalgsforetrædet vil vi præsentere Sundhedsudvalget for en række danskere, som har forskellige aspekter af problematikken omkring kønsskifte til børn og psykisk sårbare, tæt inde på livet. Det er en smuk ting ved vores demokrati, at vi som almindelige borgere har så relativ let adkomst til jer beslutningstagere på Christiansborg.
Måtte det altid være sådan, uenige som vi netop ofte er om mangt og meget.
Med foretrædet og med denne mail, ønsker vi at oplyse Folketingets medlemmer om de stærkt problematiske aspekter omkring kønsskifte til børn, og måske på den måde være med til skabe nok parlamentarisk konsensus til at udvirke, at behandlingen stoppes og en anden måde at behandle disse frygteligt sårbare borgere findes.
Tak fordi du tog dig tid til at orientere dig om Dansk Regnbueråds holdning til dette vanskelige emne.
Med venlig hilsen
Marcus Dib Jensen, formand
Jesper W. Rasmussen, næstformand
